Spring til indhold
Forsiden » Familie og børn » 5 måder at håndtere et barns raserianfald på. Rådgivning fra en psykolog

5 måder at håndtere et barns raserianfald på. Rådgivning fra en psykolog



Du har taget dit barn med i butikken, du er gået en tur, du går rundt i indkøbscentret, du står i kø i sundhedscentret. Pludselig kommer der noget over barnet, han begynder at skrige voldsomt, kræver noget, kan falde på gulvet og sparke … du vil gerne krybe under jorden i skam. Det kaldes et raserianfald. Og det er meget vigtigt for alle forældre at gøre det rigtige i denne situation.

Indhold

Vredesudbrud hos et barn – hvad er de?

Vredesudbrud hos børn er ekstrem ophidselse ledsaget af pludselige ændringer i humør, råben og tab af kontrol. De opstår ufrivilligt. Barnet græder, falder ned på gulvet, bukker kroppen, slår hovedet og slår næverne i overfladen. Reaktionen udvikler sig på grundlag af negative følelser – irritation, vrede, fortvivlelse, stiger med den øgede opmærksomhed fra andre, forsøg på at berolige barnet.

Diagnosen stilles af en børnepsykiater eller psykolog. Den vigtigste undersøgelsesmetode er et klinisk interview. Anfaldshyppighed og symptomernes sværhedsgrad korrigeres med adfærdsmæssige teknikker. Forældrene uddannes gennem rådgivning.

5 måder at håndtere et barns raserianfald på

1. Bevar roen

Barnet har et raserianfald, men du skal forsøge at undgå at “fange” det, der sker. Bevar roen. Det handler ikke om at forblive et uforstyrret idol. Overhovedet ikke. Man skal forsøge at holde irritationen i skak, ikke miste hovedet, ikke blive modløs og samtidig ikke være ligeglad og afvisende.

Nogle mødre begynder at blive urolige og kigger rundt på andre. Andre hvæser vredt og irriteret til barnet: “Kom nu, rejs dig op, hold op med at gøre mig forlegen”. Andre begynder måske at råbe, at barnet skal stoppe. Måske har du også bekendte omkring dig, der siger: “Lad det bare ligge, lad det ligge der. Han vil rejse sig op og følge dig alligevel. Eller nogle bekymrede forbipasserende kan gribe ind og gøre situationen endnu mere vanskelig.

Dit mål er ikke at blive forvirret, gå i panik eller blive irriteret, men at se på det, der sker, med “dine” øjne og ikke med en dømmende forbipasserendes øjne. Hold hovedet koldt, bevar roen, uanset hvor svært det er.

2. Støtte barnet

Ja, ja, ja, støtte. Du er besværlig, du er irriteret, men dit barn har det også dårligt. Bare se på den rødmende, skrigende toårige for at indse, at han ikke har nogen kontrol, han vil skrige, græde og blive vred på samme tid. Det er ikke let for dig, og det er ikke let for barnet.

For at støtte dit barn skal du læne dig ind til det, se det i øjnene, du kan tage det i hånden, kramme det, stryge det. Og prøv at tale til dit barn med en rolig, beroligende stemme. Det er sådan, du giver dit barn et opmuntrende budskab: “Der sker noget med dig, du har det dårligt, men vi skal nok få det løst, jeg er her for dig”. Det er vigtigt at “være” sammen med dit barn i dets tilstand så længe som nødvendigt, ikke at være bange for gråd og tårer, ikke at forsøge at stoppe dem med det samme og stoppe dem.

3. Prøv at forstå barnets raserianfald

Dette bør gå hånd i hånd med støtte. Barnets raserianfald har altid en vis betydning, og det er vigtigt for moderen at forstå den. Du er f.eks. i en butik, og dit barn beder om noget, som det ikke kan få, eller som du ikke ønsker, at det skal have. Han begynder at råbe og kræve, i håb om, at du stadig vil give ham det, han vil have.

En anden situation er, når alt ser fint ud, men barnet pludselig bliver hysterisk og kaster med legetøj, og det er svært at forstå, hvad der foregår. Barnet skal spørges om, hvorfor det gør det, og hvad det ønsker. Større børn kan som regel svare ret klart på, hvad der er sket med dem.

Med de yngre børn må man nogle gange selv gætte sig frem til dem. For at gøre dette skal du rekonstruere sammenhængen. Måske er dit barn f.eks. bare sulten, træt, har sovet dårligt, vil ikke forlade gåturen, vil ikke distraheres af et interessant spil. Eller måske har han følt sig forsømt af dig hele dagen, eller du har foretrukket ham frem for en søskende, og et eller andet ord eller en handling fra din side er blevet den sidste dråbe.

Hvis du har nogle gæt eller forklaringer, er det værd at forsøge at formidle dem roligt til dit barn. Et lille barn forstår ofte ikke, hvad der er galt med det, og de rigtige ord og handlinger fra moderen kan hjælpe det til at falde til ro. Det kan f.eks. være sætninger som: “Jeg forstår godt, at du gerne vil have dette legetøj, men vi køber det ikke i dag”; “Du ser ud til at være træt, og du har brug for et hvil”; “Du ser ud til ikke at ville forlade gåturen, for at skilles fra dine venner, men vi bør gå hjem, du har brug for frokost” osv. Du skal reagere roligt og strengt.

4. Aftal med dit barn

Der er lige så mange situationer, som der er aftaler. Det er vigtigt at forstå, hvad der vil “fungere” med dit barn:

  • Tilbyde et alternativ. Et barn kræver f.eks. et dyrt legetøj, som du ikke ønsker at købe. Du kan svare på denne måde: “Vi køber ikke det legetøj i dag, men vi kan kigge efter en ny bold, som du længe har ønsket dig. Hvis barnet får et raserianfald, fordi det ikke ønsker at spille det foreslåede spil, kan du finde et andet spil. Dit barn vil ikke gå i seng. Du kan foreslå, at du læser dit barns yndlingsbog eller en historie mere, inden du går i seng. Forsigtig. Begå ikke den samme fejl som mange forældre, der “giver efter” for et barns raserianfald og eftergiver dets lyster. Vredesudbrud er en meget følsom sag. Bevar roen, prøv at forstå barnets følelser, find den bedste måde at komme ud af en konfliktsituation på, find et kompromis mellem dine og barnets ønsker. Men hvis du ikke kan udstå barnets skrig og i det øjeblik, hvor barnet får et raserianfald, er du klar til at opfylde det skrigende barns ønsker for at få det til at tie stille, så ved du, at det vil få dårlige konsekvenser. “Jeg giver dig et slik, bare du er stille”, “Her er dit legetøj, bare du holder op med at råbe” – moderen er klar til at gøre hvad som helst for at få raserianfaldene til at stoppe. En sådan mor er selv irriteret og føler sig hjælpeløs. Hun giver med sine ord og handlinger udtryk for, at hun ikke er parat til at tage sig af barnets dårlige humør. Og denne situation har to ubehagelige bivirkninger: for det første – barnet forstår, at forældrene ikke kan tåle dets vrede, ønsker og krav, og at der er noget galt med dets følelser; for det andet – barnet fanger den logiske forbindelse, føler moderens “svaghed” og kan begynde at bruge raserianfaldet som et redskab til at få, hvad det vil have.
  • Distraher barnet. Dette svarer til at tilbyde et alternativ og vil sandsynligvis fungere bedst med yngre børn. Kort sagt skal du vise barnet noget andet, en distraktion, noget, der kan interessere det. Giv dem noget i hænderne, så de kan “skifte det ud”. Dette er værd at gøre, når barnet ikke falder til ro på nogen måde.

5. Du må ikke straffe dit barn, når det får et raserianfald

Et barn er som regel ulykkeligt og har ingen kontrol over sine følelser og er i følelsesmæssig uro. Og hvis forældrene ikke beroliger barnet, men i stedet bliver vrede og straffer, bliver det, der sker, et dobbelt problem. Barnet føler, at forældrene har afvist dets ønsker, at det kan straffes for at give udtryk for sin vilje, at dets følelser og ønsker er ubelejlige, uønskede, en plage. I denne tilstand er barnets forståelse af situationen næsten slukket.

Og hvis barnet ligger ned og sparker, og forældrene råber tilbage: “Du er straffet, ingen tegnefilm i dag”, kan det ikke betragtes som en konstruktiv løsning på situationen.

Endelig skal det siges, at raserianfald hos børn fra 1,5 år er helt normalt. Barnet begynder at indse sig selv, sine grænser, det forsøger at insistere på sine ønsker, det tester forældrenes styrke, det kan protestere mod disciplin … Og forældrenes opgave er at være rolig, streng, autoritativ og samtidig give deres barn kærlighed, vise respekt for dets ønsker og følelser. Og det betyder, at man skal finde sig i barnets raserianfald.